ok, nu er der kun (kun og kun) ca. tre måneder endtil vi går ud af folkeskolen, og alle drager ud på deres egne nye små eventyrere. Jeg har bestemt mig at tage på en Efterskole, en med Medie fag som lige er mig + andre kreative fag.
Jeg kommer dog ikke så langt væk som andre. Min bedste veninde skal til USA, ja helt væk til USA på et High School year, som vi begge gerne ville sammen i 7.klasse men så sagde mine forældre at jeg ikke måtte, da det er så langt væk. Vores lille drøm, om at møde Nick Jonas fra Jonas brothers og måske endda have dem som værts familier. Det er nu alligevel lang tid siden, og vi har andre interesser.
Men jeg har fundet nye alternativer, efterskolen er lige så godt, måske endda bedre? Glæder mig til at møde nye mennesker og få nye oplevelser.
Men mine små nuggagrise skal også ud, og på en måde er jeg rigtig angst for at miste dem. For ikke for at lyde for "sukkersød" har de nemlig gjort mig til den jeg er idag. På en dårlig dag kan man altid regne med dem. De smilende ansigter, og især om sommeren hvor vi sammen har solbrændte skuldere. Efter ti år sammen er man jo næsten "familie"?.
Nuggagrise er en hæsligt udtryk, bla.
Men når man siger, vi holder kontakten, gør vi det så?
- eller lever i vores nye miljøer.
Et bevis på at man kan holde kontakten, så jeg idag.
Min mors rigtig rigtig gode veninde igennem mange mange år, hende som hun møde min far med i London. De mistede kontakten fuldkommen for to-tre år siden. Min mor prøvede at kontakte hende, men hun svarede aldrig, og når de mødtes tilfældigt på gaden sagde hun altid "Åh sig til din mor at jeg ringer til hende snart" - men hun gjorde det aldrig. Min mor var meget ked af det. Men så her for nogle måneder siden mødtes de i byen, og aftalte en dag og mødtes. Idag var hende og hendes søn på besøg hos os, det var så lang tid siden at jeg havde set lille August som nu går i 0.klasse! Det var meget hyggeligt.
Han har begyndt i skole når jeg til at slutte den, og min mor har det godt med hendes gode veninde igen.
Shallah.
xxxo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar